23.10.2025 opr. af GP.
Digt skrevet af Niels Jeppesen (tidligere rektor på Katedralskolen i Viborg).
Blæsten står fra Limfjord ind,
forårsblæst og byger,
haglens hvist med sne og regn
over bugten stryger.
Lynderup – og Tårupgård
vender vinden ryggen,
Hjarbæk vil med åbent bryst
ud at prøve lykken.
Ud fra Kvols en tange går
lig et lille Jylland,
Viborgfolket stranden gør
til et lystigt byland;
Rasmus Christiansens køer
ud på marken kommer,
og når maleren er her,
ved vi, det er sommer.
Spejdertelte, pigehvin
fylder hele stranden,
brune børn og mutterlil
leger med hinanden,
Medens far får hjarbækål,
smørrebrød og øller,
samt en sommertale af
selve Christmas Møller.
.
