De gældende vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen i 2016:
Her finder du Hjarbæk Borgerforenings gældende vedtægter:
§1: Foreningens formål er at virke for byens fremgang ved at varetage borgernes interesser og tarv, ved at fremme oplysning og så vidt muligt gøre Hjarbæk til en sund og smuk by.
§2: Adgang til optagelse i forening har enhver, mand eller kvinde, der er fyldt 18 år og som god borger vil gavne sin by. Alle medlemskaber kan deltage i alle foreningens arrangementer.
a) Fuldt medlemskab kan opnås, når man har taget folkeregisteradresse indenfor byskiltene på Hjarbækvej og Bavnevej, eller på Søndersiden, Nørresiden eller Strandvejen til og med Alpedal. Medlemskab giver adgang til bestyrelsen og stemmeret ved generalforsamlingen.
b) B-medlemskab kan opnås, når man har fået folkeregisteradresse i et område, der grænser op til Hjarbæk by. Medlemskab giver ikke adgang til bestyrelsen og ikke stemmeret ved generalforsamlingen.
c) Passivt medlemskab kan opnås, hvis man har et fuldgyldigt medlemskab (a) og flytter fra byen eller har sommerhus på Nørresiden). Medlemskab giver ikke adgang til bestyrelsen og ikke stemmeret ved generalforsamlingen.
d) Et husstandsmedlemsskab indbefatter to myndige stemmer pr. husstand. De stemmer kan anvendes, når der møder to myndige medlemmer frem pr. husstand. Ved ét fremmødt medlem kan kun dennes stemme anvendes.
e) Det er muligt at overdrage sin stemme ved fuldmagt. En sådan fuldmagt skal være skriftlig, underskrevet og afleveret til bestyrelsen forud for generalforsamlingen.
§3: Kontingent fastsættes på den årlige generalforsamling for et år ad gangen og opkræves helårligt.
Medlemsskab, valgbarhed og stemmeret forudsætter indbetalt kontingent.
§4: Foreningens bestyrelse består af fem medlemmer. De vælges på den årlige generalforsamling og for to år ad gangen, således at skiftevis to og tre afgår hvert år. Bestyrelsen vælger selv formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen skal ved konstitution udvælge et bestyrelsesmedlem, som skal repræsentere bestyrelsen i Bladudvalget. Såfremt Bladudvalget og bladet nedlægges udelades denne tilføjelse. Ligeledes vælger generalforsamlingen en revisor for et år ad gangen. Er en revisors funktionstid ikke udløbet, hindrer dette ikke hans valg til bestyrelsen, men der skal dog i hans sted vælges ny revisor. Ligeledes vælges to suppleanter, en for bestyrelsen og en for revisor, begge for et år af gangen.
a) Foreningens bestyrelse sørger for at udfærdige beslutningsreferat og eventuelle resultater af afstemninger vedr. borgerforeningens generalforsamling og alle bestyrelsesmøder. Referater offentliggøres umiddelbart efter hvert afholdt møde.
b) Der kan ikke vælges to personer fra samme husstand til bestyrelsesposter eller bestyrelsessuppleantpost.
c) Man er valgbar til bestyrelsen, når man har været fuldgyldigt medlem af foreningen i min. 2 år.
§5: Bestyrelsen er til enhver tid ansvarlig for foreningens midler og skal drage omsorg for, disse forvaltes med omhu og i henhold til §1.
§6: Der afholdes hvert år i januar eller februar generalforsamling. Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december, og kassereren aflægger regnskab i revideret stand på generalforsamlingen.
a) Ved generalforsamlng skal en afstemning gøres skriftlig, såfremt et stemmeberettiget medlem begærer det.
§7: Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 10 medlemmer ved skriftlig begrundet begæring til bestyrelsen forlanger det.
§8: Bekendtgørelse og indvarsling til generalforsamling sker senest fjorten dage før ved opslag på træet eller ved husstandsomdeling.
§9: Opløsning af foreningen kan kun ske, når den vedtaget på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst otte dages mellemrum og med mindst tre fjerdedele af alle foreningens stemmer.
§10: Forandring i eller tillæg til disse love kan kun ske, når de vedtages på en generalforsamling med tre fjerdedel af de mødte medlemmers stemmer. Dog kan §9 ikke ændres.
§11: I tilfælde af foreningens opløsning skal dens midler anvendes efter den opløsende generalforsamlings beslutning.